Skip to main content Skip to footer

Rytmisk

Din skabertrang og kreativitet er et væsentligt omdrejningspunkt for hele dit forløb på MGK Sjælland.
Du skriver og producerer musik alene og sammen med andre og indgår i forskellige typer af undervisning inden for bl.a. musikproduktion og sangskrivning - alt sammen med udgangspunkt i dit eget musikalske og kunstneriske ståsted. Du bliver også en del af et stort musikalsk fællesskab med mere end 100 andre musikalske personligheder, der bliver et uvurderligt netværk for dig nu og fremadrettet.
MGK Sjælland afvikler hvert år i juni måned den populære festival AFSÆT - 4 dage med mere end 50 elevkoncerter. Som noget særligt arbejder 2. årgang målrettet frem mod en årlig MGK-udgivelse med originalt materiale.

Som rytmisk MGK-elev arbejder du med udgangspunkt i dit hovedinstrument/sang med instrumentale færdigheder. Ud over at deltage i konkrete faglige forløb med fokus på større viden og øgede kompetencer, så forbedrer du dit tekniske og udøvende niveau. Alle disse egenskaber bringes naturligt i spil, når du skaber din egen musik og skriver dine egne sange. Undervisningen foregår individuelt og på hold, og fællesskabet står meget centralt på MGK Sjælland. Du får her muligheden for at sætte dig selv på spil og tage ansvar for din egen musikalske udvikling.
MGK Sjælland har søsat et særskilt forløb for alle elever på alle linjer på 2.årgang, hvor der undervises i sangskrivning. Sangene, som bliver skabt i løbet af efteråret, bliver til en original MGK-pladeudgivelse i løbet af foråret.

1. og 2. år undervises der ugentligt i:

  • Sammenspil 
    Musikkundskab - kunstnerisk udviklingsarbejde
  • Teori/hørelære
  • Hovedinstrument
  • SSB
  • Rytmegruppe workshop + improvisation
  • Kor 

På særligt tilrettelagte kursusdage undervises der i emner, der kan inspirere og understøtte den enkelte kursists musikalske udvikling samt bidrage til det tværfaglige fællesskab.

3. år undervises der i:
Projekthåndtering, hvor kursisterne initierer og driver fire projekter.

 

Desuden afholdes årligt et varierende antal workshops, koncerter og turnéer.

Års- og afgangskoncerter afholdes på MGK Sjællands årlige festival AFSÆT.